Esbjerg vandtårn Vandtårn, vartegn, varemærke

Af: MICH. OTTOSEN Som bygningsværk betragtet er et vandtårn noget ganske særligt. Alene begrebet 'tårn' giver bestemte associationer og sætter begræsninger i arkitektens udfoldelser - opgaven er så at sige meget bunden. Bygningen bliver med et lille grundareal i forhold til højden. Til overflod er vandtårne af tekniske grunde altid anbragt på højtliggende steder, og de virker derfor meget iøjnefaldende. Således er det også med Esbjergs Vandtårn fra 1897. Esbjerg Vandtårn, foto: Mich. Ottosen, 1996 I 1890'erne var væksten i Esbjerg så stor, at man omtaler tiden midt i 90'erne som den 'amerikanske' periode: byen blev selvstændig kommune og fik sit sogneråd den 1. januar, 1894 og blev endnu senere i samme årti købstad. Befolkningstilvæksten formeligt eksploderede fra 4.111 indbyggere i 1890 til 13.355 i 1901, hvoraf naturligt fulgte et kraftigt byggeboom. Med denne kraftige vækst kan man sige, at Esbjerg kom udover nybyggerstadiet. Forventningerne og ambitionerne var store: nu skulle der skabes en storby - alene landinspektør J. P. Madsen byplan fra 1898, der skulle omfatte en by med 100.000 indbyggere, understreger disse forventninger. Med i ønskerne hørte naturligt også, at byen skulle have en moderne bys offentlige servicefaciliteter. Som i flere andre, danske byer ønskede byens styre, sognerådet, at indføre gasforsyning og vandforsyning. Det første måske af hensyn til ambitionerne, da enhver større by 'med respekt for sig selv' skulle have en ordentlig gadebelysning, og gas var den naturlige mulighed på denne tid. Med hensyn til vandet var ønsket tydeligvis præget af hensynet til folkesundheden - de eksisterende, mindre brønde med vandposter var ikke tilfredsstillende. Det nye sogneråd behandlede allerede på sit andet møde, den 13. februar, 1894, ønsket om anlæggelsen af et gasværk. Det nedsatte udvalg var positivt indstillet til sagen, men efter et borgermøde, hvor modstanden mod gasværkets anlæggelse var stærk, blev sagen udskudt. Modstanden var muligvis et prisspørgsmål. Men byens vise fædre holdt stædigt fast ved ønsket om et bygasværk, og det følgende år lød forslaget, at man ville anlægge såvel gas- som vandværk i én arbejdsgang - besparelsen ved rørarbejdet var hovedargumentet. I denne anden omgang spurgte bystyret alene husejerne, og fik deres tilslutning. Før jul 1895 var begge anlægssagerne til endelig godkendelse i sognerådet. Det store arbejde skulle således løbe af stablen i 1896 - i øvrigt sammen med flere andre offentlige arbejder i disse år: veje, kloakker, skoler, etc.. I sommeren 1895 havde udvalget kontaktet en ingeniør English i København for at spørge ham til råds i vandsagen. Samme English optræder ved flere senere lejligheder som dybt involveret i gas-sagen, men tilsyneladende også i anlæggelsen af vandværket. Ingeniør English kender vi bl. a. fra tegningerne til gasværket. I Byhistorisk Arkiv findes flere tegninger af bygningerne til gasværket, retortehus (1896 og 1898), m.v., og det er også ham, der har tegnet fordelingsnettet til gas- og vanddistributionen i den indre del af byen. Englishnavnet er ikke ukendt i sammenhæng med gas, idet to brødre English, Thomas Alfred og Henry, begge var ingeniører og gasværksbyggere siden midten af 1800- årene. Thomas Alfred, især, var særdeles aktiv. Delvist via sit rådgivende ingeniør-firma "English & Hanssen", der byggede flere gas- og vandværker i danske og svenske byer. F. eks. i Horsens, hvor ingeniør Jens Christian Clausen siden 1859 var ansat af firmaet Th. A. English ved anlæggelsen af Horsens gasværk. Ingeniør Clausen blev i 1866 far til Vandtårnets arkitekt: Christian Hjerrild Clausen. Den English, der optræder i Esbjerg-sammenhængen, bærer initialerne T. R. for Thomas Regnar. Hans personalia er ikke tilgængelige i de almindeligt kendte opslagsværker, hvilket måske hænger sammen med den engelske baggrund. Indirekte kan man måske udlede familieskabet til Thomas Alfred E., idet denne i 1887 fik fuldmagt pr. prokura i Thomas Regnars firma: "Kjøbenhavns Dampsliberi, Staalpolerings- og Forniklingsanstalt", men om der er tale om far og søn, kan ikke afgøres. Thomas Regnars videre virksomhed kan man spore gennem vejvisere og lign., og den er pudsigt nok forløbet i tæt sammenhæng med byggerierne i Esbjerg. I Københavns Vejviser, 1894, nævnes han for "Vandværksanlæg", og allerede i 1895 er dette udvidet til "Vandværks- og Gasanlæg" - samme år, som forhandlingsprotokollen for sognerådets udvalg for gas- og vandværk (den 27. dec.) nævner ham som "Hovedleder ved gas- og vandværkets opførelse". Den 8. februar, 1896 fortæller samme protokol: "Endvidere vedtages at Ingeniør English vil have af udføre Ingeniør- forretningerne m. Tilsyn etc. ved Vand- og Gasværkerne i 1897 mod et Vederlag af 500 Kr." Sideløbende med sine ingeniøropgaver driver han også en maskinforretning, der optræder som importør af gasmotorer fra England. Blandt andet udstilledes sådanne motorer af English på den store udstilling i København i 1888. Københavns vejviser for 1896 omtaler også denne import. Går vi ud fra, at T. R. English er søn af Th. A. English, så vil tilfældet, at det er seniorgenerationen English og Clausen, der bygger gasværk i Horsens, mens det er sønnerne, der bygger (gas- og) vandværk i Esbjerg. T. R. English's virke i Esbjerg spiller måske en rolle m.h.t. vandtanken i Vandtårnet? Den var en cylindrisk beholder med flad bund. Et sådant princip for vandtanke i jern var almindeligt siden 1830'erne, men fra begyndelsen af 1880'erne havde en tysk ingeniør, Otto Intze, lanceret (mindst) to andre principper, der var bedre egnede m.h.t. bygningens statik (herunder regner man dimensionering og bæreevne). De to Intze-principper blev fremherskende for den tekniske installation i det arkitekttegnede vandtårnsbyggeri helt op til tiden omkrong den 1. verdenskrig. Først derefter blev de tydeligvis ingeniørbyggede tårne almindelige. Hvorfor var der så en 'gammeldags' beholder i Esbjerg Vandtårn? Størrelsen på vandtanken, 130 kbmtr., kan være grunden til den enkle konstruktion - prisen kan være en anden. En tredie mulighed er, at personen, der har tegnet tanken, ikke har været orienteret mod det nye, tekniske. Er det i virkeligheden sådan, at arkitekten bag tårnet, C. H. Clausen ikke har haft synderlig indsigt i denne den tekniske side af sagen? C. H. Clausen, var uddannet på (den gamle) Teknisk Skole i Horsens, og hvor meget han dér har lært om de mere tekniskprægede installationer, er uvist. Eller er det sådan, at det er en ingeniør, der har 'slået stregerne'? I så tilfælde kan det være fristende at forestille sig, at man lokalt har benyttet sig af gasingeniør English's tilstedeværelse og bedt ham om at tegne tanken, når 'han nu alligevel var ved hånden' og netop samme år havde fået honorar for at udføre "ingeniørforretningerne" ved bl.a. vandværket (se ovenfor). Men der eksisterer ikke i de tilgængelige kilder noget direkte belæg for denne forestilling. Men har Clausens rolle for det indre af tårnet - det tekniske - været mindre, så har hans rolle for bygningens ydre været overordentlig. Som byggetekniker har det ikke været nogen fremmed opgave for ham at bygge huse af alle slags former - det viser hans hele virke her i byen tydeligt. Han var overmåde alsidig og typisk for sin tid. Han byggede skoler, hoteller,etageejendomme, villaer, elværk, pakhuse, etc. - listen er umådelig lang. Ikke mindst faldt det altså i hans lod at bygge Vandtårnet. Hvorvidt det skyldes manglende indsigt i vandtekniske installationer eller vandtankens lidenhed, er af mindre betydning for Clausens arbejde med huset ydre udformning. Men et opretstående bygningsværk à la tårn skulle det være. Beliggende synligt for hele byens befolkning på den yderste klint mod havet. Det arkitektfaglige i Clausens sjæl har fået ham til at tænke i baner, som siden viste sig at skulle blive fuldbyrdet. Her skulle ikke være blot et tårn, men Tårnet - byens Tårn. I Clausens samtid var det ganske almindeligt, at man ved monumentale byggerier søgte sine forbilleder i de gængse 'mønsterbøger' og valgte sit - netop - monument dér. Til efterligning. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt de kunne selv, arkitekterne, men mere om, at husets ydre skulle have 'den rette stil' til opgaven, her en offentlig bygning. Til offentlige bygninger var det almindeligt siden 1870'erne at vælge en gotisk bygning, således som H.C.Ambergs Ting- og Arresthus på Torvet i Esbjerg (1892). For Vandtårnets vedkommende faldt valget ikke på nogen 'rent gotisk' stil, men dog på et middelalderligt bygningsudtryk. I bogen om C. H. Clausen, som Esbjerg Byfond udgav i 1991, påpeger forfatteren, at der i Clausens arkivalier fandtes en løsrevet side fra enten et bogværk eller et tidsskrift. Der er tale om en ca. 18 cm høj opstalt i tryk. En påklæbet, trykt seddel (med en anden typografi end selve bladet) angiver: "Haus Nassau zu Nürnberg von Bilder Atlas zum Gebrauch für Bau und Gewerbeschulen. Verlag von E. A. Seemann, Leipzig, 1883". Samme forlag udgav i 1903 et sjette oplag af et værk, hvis fulde titel lyder: "Bilderatlas zur Einführung in die Geschichte der Baukunst als Leitfaden zum Gebrauch an Bau- und Gerwerbeschulen zusammengestellt". Dette værk er i samme format, men dog med anderledes illustrationer - ingen af de andre tre illustrationer fra Clausens efterladte løsblad ses i denne 1903-udgave. Gengivelsen af Haus Nassau er ca. 3 cm mindre i højden, men til gengæld er den med kvader-murværk. Alligevel må det nok anses for sandsynligt, at disse to Bilder Atlas er to udgaver af samme værk. Fig.: Nassauer Haus, Königsstrasse/Karolinenstrasse, Nürnberg. Efter "Bilderatlas zur Einführung in die Geschichte der Baukunst ....", 6. Oplag, Leipzig, 1903. Til overflod findes der endnu et "Bilder Atlas" i et dansk bibliotek med undertitlen: "Ikonographische Encyklopädie der Wissenshcaften und Künste. Ein Ergänzungswerk zu jedem Conversations-Lexikon", Verlag F. A. Brockhaus, Leipzig, 1874. I dette værks femte bind viser tavle 34, nr. l, Nassauer Haus i endnu en version: opstalt med sidebygningen antydet. Om arkitekt Clausen har kendt det løsrevne blad siden 1883, er uvist. Men under alle omstændigheder er der endnu en indgang til Haus Nassau. Wilh. Lübke, der var en meget produktiv, tysk forfatter i netop sidste halvdel af 1800'årene - bruger den identiske gengivelse (samme signatur, samme størrelse, etc.) fra ovennævnte løsblad i sin "Geschichte der Architektur von den ältesten Zeiten", Leipzig, 1870. Denne bog findes i dag på Statsbiblioteket, og den viser sit tidligere ejerskab på bladet foran titelbladet: "Fredrik Nielsen, 1871". Her kan Clausen så også være blevet præsenteret for den mere fagligt prægede opstalt, som senere kom til at betyde så meget for udførelsen af Vandtårnet i Esbjerg. Lübkes værker var udbredte og kendte i samtiden, og allerede i 1872 kom hans hovedværk i en første, dansk udgave: "Kunsthistorien. Fremstillet i dens Hovedtræk" i en bearbejdelse af kunsthistorikeren Jul. Lange. Men kun i de tyske udgaver findes gengivelserne i stik. I sammenhæng med denne 'kopieringsteknik' må man følgerigtigt spørge sig selv: hvor har Clausens så den underste del af bygningsværket fra? De tilgængelige kilder kan ikke umiddelbart afsløre dette. Men Clausen har haft et endnu tidligere kendskab til tårnet i Nürnberg. Hans far, Jens Christian Clausen, har ejet en bog, "Architektonische Skizzenbuch" (uden udg.år), hvori tårnet også var afbilledet. Denne bog er senere overgået til Teknisk skole i Horsens. Men afbildningen er kun en delvis gengivelse af Haus Nassau's top - i perspektiv, og efter tidens smag med et let romantisk anstrøg. Fig.: Nassauer Haus, Perspektiv fra "Architektonische Skizzenbuch" C. H. Clausen har således formentlig haft kendskab til Nassauer Haus allerede som dreng, og han har uden tvivl kendt det fra sin tid på Teknisk skole i Horsens. Valget af forbillede er derfor ikke tilfældigt - som løsbladet i Clausens arkiver kunne antyde - men nærmere et udtryk for en længere varende forkærlighed for netop dette tårn. Ikke mindst trækket med de tre vandspy, der ses på Clausens originaltegning - de findes ikke på opstalterne (stikudgaverne i mønsterbøgerne). Men på perspektiven fra Architektonische Skizzenbuch - hans drengeårs billede af Tårnet - er der en enkelt vandspy. Der kom vandspy på det byggede vandtårn i Esbjerg. Men de er senere fjernet. Byen fik sit vandtårn og med det den ønskede, offentlige vandforsyning. Blandt mange fremskridt var forbedringen af de sanitære forhold. I Regulativ for Esbjerg Vandværk i 1906 hedder det: "Ovenstaaende Vandafgift svares for Benyttelse af Vand fra Vandværket til Husholdningsbrug gennem en enkelt Hane eller Opstander. - For hver Hane eller Opstander udover een betales 1 Krone pr. Kvartal, og benævnes saadanne Haner "Ekstrahaner". For Vand til Vandklosetter betales 1 Kr. pr. Kvartal, pr. Sæde pr. Familie ....." Har Clausen ikke tænkt i tekniske baner, så har han tænkt 'monumentalt' i sit valg. Tårnet blev ganske hurtigt til byens vartegn, og det har givetvis været noget, som Clausen har 'læst ind' i opgaven. Omkring 1900 var byens skyline ganske lav med Vandtårnet som det absolutte landemærke. Husene i Havnegade var i to til tre etager, Kongensgadebebyggelsen med sine fire til fem etager ligger lavere end Havnegade, og Byparken har ikke været meget mere end nogle få meter høj. Jo, Vandtårnet har virkelig synet af noget. I vore dage er havnens mange siloer, kraftværkerne og andre høje bygninger i nogen grad i stand til at tage pusten fra Vandtårnet. Ved ankomsten fra søsiden er der dog flere vinkler, hvor tårnet spiller sin dominerende rolle for byens skyline. Fra landsiden er det især ved kørsel i retning mod Esbjerg ad Gammel Ringvej ved Måde, at man får et godt 'blik' for tårnets vælde og vartegnsværdighed. Vandtårnet optræder efter sin opførelse i adskillige billedmæssige sammenhænge. På postkort, på fotografier, på malerier, etc. Men det har også en bred og almindelig funktion ved at indgå som del af firmaers og foreningers logo eller varemærke. Fig.: Logo for Esbjerg Grafiske Anstalt, 1910. Tårnet har tidligere været brugt som reklame for så forskelligartede firmaer som et bogtrykkeri og en margarinefabrik. I dag bruges tårnet til stadighed - vel både fordi det er så karakteristisk for Esbjerg, og fordi det er vokset ind i befolkningens bevidtshed. Måske endda fordi det er et smukt bygningsværk? En række af Esbjergs ejendomsmæglere udgiver hver uge en "Boligavisen" med huse til salg. På denne tryksags forside er Vandtårnet en fast ingrediens - det er dog ikke til salg ! Indtil for ganske få år siden var netop århundredeskiftearkitekturen generelt noget ringeagtet 'på bjerget', hvor den slags æstetiske afgørelser træffes. Adskillige er de danske bygninger fra perioden, der har fået en hårdhændet eller til tider fatal behandling. Anderledes dog i Esbjerg. Interessen for bevaringen af århundredeskiftearkitekturen kom tidligt til Esbjerg, takket være flere, lokale initiativer. De mange anvendelser af billedet af Vandtårnet synes at understrege den brede og folkelige interesse. Nu er Vandtårnet så atter åbnet for publikum efter i nogle år at have været lukket og skalket til. Initiativet til denne genåbning kommer fra en række af byens borgere, der forenede deres kræfter i en "Foreningen Vandtårnet". Foreningen har gennem en årrække arbejdet meget aktivt for at samle midlerne ind og i det hele få gennemført det praktiske arbejde. Siden sommeren 1993 er tårnets administration overladt til Esbjerg Museum, der har ansvaret for at holde tårnet tilgængeligt dagligt i sommer- halvåret og i weekenderne i vinterhalvåret. Tårnets primære funktion er at give adgang til udsigtsplatformen med den storslåede udsigt over by og hav, men der findes til stadighed også udstillinger på de andre etager i tårnet. Mich. Ottosen, museumsinpektør, Esbjerg Museum (indtil 31.marts, 98)

Tilbage